Nyd det franske forår på et 8-dages flodkrydstogt med All Inclusive inkl. 1 overnatning i Lyon m.m. Rejs fra CPH i apr.
Rejseplan
5. april: Fly til Lyon og transfer til hotel for check-in
6. april: Check-in på skibet. Kahytten er til rådighed fra kl. 18.00
7. april: Lyon - Mâcon
8. april: Mâcon - Vienne
9. april: Vienne - Avignon
10. april: Avignon - Arles og Camargue
11. april: Arles – Viviers
12. april: Viviers - Toulon
13. april: Lyon. Transfer til lufthavnen og hjemrejse.
Transport
Rejsen er inklusive fly fra København til Lyon t/r.
Flytider København:
- Afgang København kl. 11.30
Ankomst Lyon kl. 13.35 - Afgang Lyon kl. 20.20
Ankomst København kl. 22.20
Der tages forbehold for ændringer i flytiderne frem mod afrejse.
Inkluderet i rejsen er transfer fra lufthavn til hotel på ankomstdagen og fra skib til lufthavn på hjemrejsedagen. I sørger selv for at komme fra hotellet til skibet, hvilket giver jer friheden til bedst at planlægge jeres dag. Afstanden er blot ca. 1.000 m.
Rejsebeskrivelse
Jeres flodkrydstogtsrejse starter med en flyvetur til Lyon, hvor I har en overnatning på hotel og dermed tid til at opleve denne charmerende by, inden sejladsen påbegyndes. Lyon er en by, hvor historie, gastronomi og moderne livsstil smelter sammen. Udforsk den charmerende gamle bydel, Vieux Lyon, med snævre gader, renæssancebygninger og de skjulte passager, kaldet traboules, som fører jer gennem gårdhaver og historiske huse. Gå en tur op til den smukke Notre-Dame de Fourvière basilika med de ottekantede tårne, der kan ses fra næsten alle steder i byen og oplyses om natten, så den visuelt nærmest svæver over byens tage. Heroppefra får I en storslået udsigt over Lyons tage og floderne Saône og Rhône, der løber sammen netop her, og lige ved siden af finder I ruinerne af et antikt amfiteater og det imponerende Gallo-Romersk Museum, der stolt fremviser artefakter fra fem århundreder såsom mosaikker, marmorsarkofager, guld- og sølvsmykker, rustninger og mønter. Krydser I floden, når I til Presqu’île, hvor I kan shoppe, slentre langs Rhône og nyde en god frokost på en café på en af de elegante pladser som Place Bellecour eller Place des Terreaux. Lyon er kendt som Frankrigs kulinariske hovedstad med en rig gastronomisk tradition, der bl.a. byder på regionale specialiteter som quenelles – luftige dumplings med fyld af fiskefars – og tarte á la praline - en delikat tærte med dragerede mandler farvet med pink karamel.
På rejsens andendag går I ombord på skibet MS Rhône Princess, der ligger centralt i byen. Kahytten er til rådighed fra kl. 18:00, men bagagen kan afleveres på skibet tidligere. Der serveres velkomstmiddag ombord, hvorefter der er underholdning. Det er dog også muligt at begive sig ud i Lyon by night, da skibet ligger til kaj natten over.
Rederiet, Croisi Europe, tilbyder udflugter de kommende 6 dage, som I kan tilkøbe. Her i Lyon tilbydes om formiddagen en guidet gåtur rundt i byens gamle kvarterer og til nogle af seværdighederne eller en udflugt kaldet ”French Chic”, hvor I sammen med en lokal designer dykker ned i en verden af kunsthåndværk og selv får lov til at være kreativ og kreere jeres eget personlige silkestykke. Over middag påbegyndes sejladsen, hvor kursen i første omgang er sat mod Mâcon mod nord.
Mâcon ligger i hjertet af det sydlige Bourgogne, hvor vinmarker bølger sig som grønne tæpper over de bløde bakker, mens selve byen emmer af fransk charme og historie. De pastelfarvede huse og den gamle Saint-Laurent bro skaber ren idyl, og I kan gå på opdagelse i de brostensbelagte gader og se resterne af bymuren og Maison Bois, der er byens ældste hus og med udskårne træfigurer. Lad jer også forføre af atmosfæren omkring Place aux Herbes, hvor caféerne summer af liv og helt sikkert serverer nogle af regionens gyldne, hvidvine, der lokker med smag af honning, citrus og blomster. Dagens udbudte udflugt tager jer til Clunys middelalderlige kloster, der blev grundlagt i 910 og var et af Europas mest magtfulde og indflydelsesrige klostre. I sin storstedstid i 1100-tallet var klosteret hjem for over 400 munke og styrede samtidig 1.400 tilknyttede klostre over hele Europa. Klosterkirken, der stod færdig i 1130 var den største kristne kirke i den vestlige verden frem til konstruktionen af Peterskirken i Rom små 400 år senere. Store dele af klosteret blev ødelagt under den franske revolution, men der ses stadig imponerende ruiner, portaler og dele af det gamle kompleks, og det tilhørende museum fremviser digitale rekonstruktioner.
Om eftermiddagen vender skuden og sejler sydpå mod Vienne, som nås om aftenen. I Vienne, der ligger syd for Lyon, træder I igen ind i en historisk skattekiste, hvor romerske søjler, middelaldertårne og vinmarker smelter sammen i det bløde sydfranske lys. Midt på byens torv rejser imponerende korintiske søjler sig i det over 2000 år gamle Tempel for Augustus og Livia, som et uventet ekko fra antikken, mens de brostensbelagte stræder gemmer på stemningsfulde caféer, gotiske kirker og det smukt restaurerede Saint-André-le-Bas kloster. Byens marked lokker med duften af lavendel, oste, friskbagt brød og lokale delikatesser, som I kan nyde under åben himmel. Rederiet arrangerer en guidet gåtur rundt i byen til nogle af de interessante levn fra antikken, heriblandt det flot restaurerede teater, der med sine 13.000 tilskuerpladser var et af de største i det romerske rige.
Næste dag byder på Avignon i hjertet af Provence. Bag de gamle bymure venter den UNESCO-fredede gamle by, hvor smalle brostensgader snor sig mellem gyldne stenhuse og skyggefulde pladser. Jeres øjne drages naturligt mod det mægtige pavepalads, der med sine tårne og sale fortæller historier om magt og mystik fra dengang, byen var pavens hjem. I kan gå på opdagelse i de imponerende sale eller bare nyde udsigten fra bymuren, hvor Rhône-floden glitrer i solen. Lidt derfra venter den halvt forsvundne bro, Pont Saint-Bénézet, som i århundreder er stoppet midt ude i floden og således ikke kan krydses. Broen er kendt af alle franske børn pga. en klassisk børnesang og flere legender. En byrundtur og besøg på pavepaladset er den udflugt, der kan tilkøbes i Avignon.
Turen går videre til Arles, hvor gaderne snor sig mellem romerske ruiner, farverige facader og kunstneriske spor fra Vincent van Gogh, der fandt sin store inspiration netop her. Gå på opdagelse i hans fodspor og se Café la Nuit, det gamle hospital og flodbredden, hvor han malede nogle af sine mest berømte værker. Tag efterfølgende en pause under platantræerne på en solbeskinnet caféplads med et glas rosé eller en pastis i hånden og nyd livet. Eftermiddagens udflugt går til Camargue – et vildt vådområde med floder, søer og marskområder beboet af lyserøde flamingoer, vilde hvide heste og sortglinsende tyre, og hvor der dyrkes ris og udvindes salt. Udflugten findes i to udgaver: Den klassiske i bus - hvor I også besøger en tyrefarm - eller den for de eventyrlystne, som foregår i firehjulstrukne køretøjer, der kan bringe jer længere ud i landskaberne.
I overnatter på skibet i Arles, og næste formiddag kan I tilslutte jer en guidet gåtur i byen, hvis gamle bydel nærmest fremstår som et open-air museum. Efterfølgende fortsætter udflugten til Tarascon, hvor I besøger en producent af provencalsk olivenolie, der råder over 150.000 oliventræer. I bliver klogere på dyrkningen af oliven og produktionen af de dyrebare dråber og får selvfølgelig også lov til at smage på herlighederne.
Over middag flyder skibet videre mod Viviers, der er en af Rhôneflodens mest stemningsfulde perler – en stille middelalderby, der synes frosset i tiden, med klassiske brostensbelagte gader og forvitrede stenhuse. Byens katedral er Frankrigs mindste men med en fantastisk udsigt fra tårnet og bare en af de smukke bygninger, I ser, hvis I tager med på eftermiddagens guidede gåtur i byen.
Næste destination er charmerende Tournon, der ligger ved foden af Hermitage-højderne med de stejle vinmarker. Besøg det stemningsfulde Château de Tournon, som knejser over byen med sin historie om riddere og adelsslægter og i sig selv er en arkitektonisk oplevelse med mørke trælofter, stenvægge og en middelalderlig atmosfære. Byens historiske centrum er fyldt med smalle, snoede gader, renæssancehuse og små pladser med springvand, hvor I kan mærke den afslappede sydfranske stemning. Den gamle hængebro, som blev opført i 1849 og da var en teknisk milepæl, forbinder Tournon med Tain-l’Hermitage og er i dag en fredet konstruktion, perfekt til en spadseretur med udsigt. Tournon er også kendt for sine vintraditioner, og selvom Hermitage-vinene teknisk set hører til den modsatte bred, har byen mange vinbarer og butikker, hvor I kan smage på både Syrah-baserede rødvine og friske hvidvine.
Krydstogtet afsluttes med en gallamiddag ombord, og mandag morgen forlades skibet for sidste gang i Lyon, og I flyver hjem til Danmark med et varigt minde om den skønne franske atmosfære i Bourgogne og Provence.
Hotel i Lyon
Rejsen er inklusive 1 overnatning i Lyon før krydstogtet. Lokal turistskat betales direkte til hotellet.
B&B Hotel Lyon Centre Perrache Berthelot ligger centralt i det livlige 7. arrondissement, tæt på Perrache-stationen og med nem adgang til både shopping, restauranter og kultur. Hotellet tilbyder moderne, lydisolerede værelser med aircondition, komfortable senge, fladskærms-tv, gratis højhastigheds-wi-fi og eget badeværelse. Hver morgen serveres en varieret morgenmadsbuffet med både søde og salte favoritter. Hotellet har døgnåben check-in og elevator. Et ideelt valg for rejsende, der ønsker komfort og bekvemmelighed i hjertet af Lyon.
Der tages forbehold for ændring af hotellet til tilsvarende.
MS Rhône Princess
Skibet hører til i rederiet, Croisi Europes Standard klasse. Hun er et elegant skib bygget i 2001 og fuldstændig renoveret i 2011. Hun er 110 m lang og knap 12 m bred og kan medtage 138 passagerer fordelt i 69 kahytter. MS Rhône Princess har 3 dæk: Main, Upper og Sundeck. Kahytterne, der er ca. 11-13 m2, ligger på de to nederste dæk. På Main deck er kahytterne udstyret med vinduer, mens de på Upper deck har større vinduer. Alle kahytter har aircondition, tv, safety boks og eget badeværelse med hårtørrer. Interiøret er i varme farver, der skaber en hyggelig og imødekommende atmosfære. Restauranten, hvor alle måltider serveres, ligger på Upper deck. Skibet har også en loungebar med dansegulv. Soldækket byder på solstole og overdækkede områder, så I både kan finde plads i solen og i skyggen.
Påklædning ombord er generelt afslappet og som det passer en selv. Dog ikke badetøj/badeshorts indendørs. Personalet ombord gør sit for at forkæle jer, så opholdet kan nydes i fulde drag.
Forplejning
Krydstogtet er med All Inclusive, så I får morgenmad, frokost og aftensmad serveret ombord. Den ene aften er der gallamiddag. Et bredt udvalg af drikkevarer er også inkluderet i dag- og aftentimerne. Det gælder både vand, soft drinks, varme drikke, øl, vine, drinks og cocktails.
All Inclusive starter med aftensmad på første dag og slutter med morgenmad sidste dag.
Udflugter
Rederiet tilbyder egne udflugter, som kan tilkøbes. Vi anbefaler, at dette gøres hjemmefra, da der er begrænset tilgængelighed på de enkelte udflugter, og priserne er højere ombord. Udflugterne kan tilkøbes direkte hos Øster Lindet.
Den 7. april:
- Guidet tur i Lyon, ca. 3 timer: 375 kr. pr. person
- French Chic, ca. 3 timer: 265 kr. pr. person
Den 8. april:
- Cluny klosteret, ca. 3 timer: 505 kr. pr. person
Den 9. april:
- Guidet tur i Vienne, ca. 2 timer: 150 kr. pr. person
Den 10. april:
- Avignon og Pavepaladset, ca. 3 timer: 265 kr. pr. person
- Camargue og tyrefarm, ca. 4 timer: 585 kr. pr. person
- Camargue med 4x4, ca. 3 timer: 805 kr. pr. person
Den 11. april:
- Arles og olivenproducent, ca. 4 timer: 505 kr. pr. person
- Guidet tur i Viviers, ca. 2 timer: 175 kr. pr. person
Den 12. april:
- Guidet tur i Tournon, ca. 3 timer: 375 kr. pr. person
Særlige forhold på dette tilbud
Vi må på dette flodkrydstogt på Saône og Rhône med MS Rhône Princess tage forbehold for, at der kan ske ændringer i rejseruten både med anløb og tidsændringer, hvilket som udgangspunkt ikke giver ret til at hæve rejsen eller få kompensation. I disse tider forekommer uden forvarsel ændringer i vejret, som kan have indflydelse på vandstanden i alle floder, herunder i både Saône og Rhône. Måtte et sådant naturfænomen indtræde, vil rederiet gøre, hvad der er muligt, for at turen gennemføres så hensigtsmæssigt som muligt, men der kan forekomme ændringer i sejlplanen under sådanne forhold, således alle planlagte anløb ikke kan gennemføres. Der tages forbehold herfor, og der kompenseres ikke ved ændringer.
Om Øster Lindet
Øster Lindet er et dansk rejsebureau med fokus på kvalitet, service og glade gæster. Firmaet blev etableret i 1974 og har gennem de sidste mange år sendt masser af tilfredse kunder på især storbyrejser, solferier og krydstogter i hele verden. Hos Øster Lindet får du en personlig og nærværende service, og de er altid behjælpelige med den perfekte rejse til dig, uanset om det er en Formel 1-tur, en vinrejse eller en romantisk weekend i storbyen, der er på ønskelisten.
Øster Lindets slogan er "Tid til hinanden", og det er netop det, du får, når du lader Øster Lindet arrangere din næste ferie. De står for alt det praktiske, så du kan slappe af, nyde din ferie og bruge tiden på dine kære.
Øster Lindet er medlem af Rejsegarantifonden nr. 2052.
Tryghed på rejsen
Alle rejsebureauer, vi samarbejder med, er medlem af Rejsegarantifonden og følger derfor Udenrigsministeriets vejledninger. Dette betyder, at hvis Udenrigsministeriet ændrer deres risikovurdering og fraråder rejser til dit rejsemål, efter du har købt rejsen, så kan rejsen ombookes eller annulleres.
Betingelser:
- Inden for 2 hverdage efter køb skal du kontakte Øster Lindet på mail til info@osterlindet.dk. Du skal da vedhæfte dine værdibeviser og oplyse følgende:
- Fulde navn som i pas og fødselsdato
- Adresse og telefonnummer
- Senest en måned før afrejse skal Øster Lindet også informeres om nedenstående. Du er dog også meget velkommen til at give disse oplysninger allerede ved indløsningen:
- Pasnummer, udstedelsessted for pas samt udstedelses- og udløbsdato
- Et mobiltelefonnummer pr. kahyt
- Navn og telefonnummer på en pårørende, som ikke er med på rejsen
- Prisen er pr. person ved 2 personer pr. kahyt/værelse.
- Ved bestilling hos Sweetdeal betaler du kun et depositum på 5.000 kr. pr. person. Restbeløbet afregnes direkte til Øster Lindet 90 dage før afrejse. Depositum er ikke refunderbart og samme gælder restbeløbet fra 90 dage før afrejse. Det anbefales, at du tegner en afbestillingsforsikring v. sygdom.
- Købet kan ikke fortrydes.
- Sweetdeal er kun formidler af dette tilbud. Alle spørgsmål vedrørende tilbuddet rettes til Øster Lindet.
- Det er Øster Lindets almindelige betingelser, som gælder. Du finder deres rejsebetingelser på https://www.osterlindet.dk/rejsebetingelser.
- Øster Lindet er medlem af Rejsegarantifonden nr. 2052.
Vigtig information
Umiddelbart efter indløsning af værdibeviset, modtager du et rejsebevis. Du skal da tjekke, at alle data er korrekte. Ca. 7-10 dage før afrejse modtager et afrejsebrev med praktisk information samt billetter og voucher til fly og hotel. Der skal foretages online checkin hos rederiet for at få selve krydstogtsbilletten. Øster Lindet er behjælpelig med brugsanvisning hertil. Opdages fejl på nogle af dokumenterne, skal Øster Lindet straks kontaktes.
Der må tages forbehold for ændringer i sejlplanen fra købstidspunkt til afrejse. Eventuelle ændringer vil fremgå af den originale skibsbillet, medmindre der er tale om force majeure ændringer, da disse typisk vil være fra dag til dag. Der sejles på Rhône og Saône, og i disse tider forekommer uden forvarsel ændringer i vejret, som kan have indflydelse på vandstanden i alle floder, herunder i Rhône og Saône. Måtte et sådant naturfænomen indtræde, vil rederiet gøre, hvad der er muligt, for at turen gennemføres så hensigtsmæssigt som muligt, men der kan forekomme ændringer i sejlplanen under sådanne forhold, således alle planlagte anløb ikke kan gennemføres. Der tages forbehold herfor, og der kompenseres ikke ved ændringer.
Skulle du, mod forventning, opleve mangler på rejsen, er du forpligtet til straks at rette henvendelse til vores repræsentanter på stedet f.eks. hotel, rederi eller transferselskabet. Kan problemet ikke løses på stedet, skal vi kontaktes på tlf. +45 70 10 63 43. Reklamerer du ikke som beskrevet ovenfor, kan du miste retten til eventuel kompensation.
Du sejler med et franskejet rederi, som er meget internationalt orienteret, og de officielle skibssprog er fransk og engelsk. Ombord møder du forskellige nationaliteter, og det kan jo give lidt sprogudfordringer, men med et smil og lidt ”fagter” kommer man jo ofte langt.
Pas skal medbringes på rejsen og være gyldigt min. 6 måneder efter hjemkomst.
BEMÆRK: Er du gravid, er det ikke tilladt at tage på krydstogt efter graviditetsuge 23.
Rejser du med børn, som du ikke er forælder til, anbefales du at medbringe en samtykkeerklæring fra barnets forældre. Se mere her: https://um.dk/rejse-og-ophold/foer-rejsen/rejse-med-mindreaarige.
Vær opmærksom på at alle personlige forsikringer er ekskl. i prisen. Øster Lindet anbefaler, at man tegner både en afbestillingsforsikring, som dækker ved sygdom før afrejse, samt en rejseforsikring, som dækker under selve rejsen. Forhør om mulighederne hos eget forsikringsselskab eller hos Øster Lindet for tegning gennem Gouda Rejseforsikring.
Der er et begrænset antal pladser, og der tages forbehold for udsolgte kahytskategorier.
Der tages forbehold for ændringer i flytiderne.
Vi gør opmærksom på, at prisen er et tilbud, som er baseret på særligt indhentede priser fra rederiet tillagt Øster Lindets eventuelle ekstraordinære ydelser/services. Krydstogtspriser er generelt dynamiske, og der må tages forbehold for kampagner udover denne samt last minute-priser, som ikke kan kombineres med dette tilbud. På dette tilbud kan IKKE benyttes andre rabatter som f.eks. rederiernes fordelsklubber, on board credits, vouchers eller lignende.